Zumba Fitness

Hvad er Zumba Fitness?

Zumba fitness er den nye type fitnessdille, som har oplevet en enorm popularitet over hele verden. Og det er ikke helt uden grund. Zumba fitness er en træningsform, hvor du får pulsen op og kommer i godt humør samtidig. Zumba er et træningsprogram, som er inspireret af den latinamerikanske dans og foregår til pumpende rytmer, som ingen kan stå stille til. En af grundene til Zumbaens popularitet er, at du kommer i god form, samtidig med at du har det sjovt; kiloene danses af mens humøret bare stiger og stiger.

Tab dig og hav det sjovt med Zumba Fitness

Zumba kombinerer fitness og dans til svingende og heftige latin rytmer. Dansetrinene er inspireret fra danseformer som salsa, flamenco, merengue og andre latinamerikanske stilarter. At gå til en zumba-time, er som at gå til fest, og man lægger nærmest ikke mærke til, hvor meget man sveder og forbrænder, fordi det er så underholdende en træningsform. Zumba er for alle der kan lide at bevæge sig til god musik, og kræver ingen forkundskaber. Her kan alle være med.

En zumba lektion består af en opvarmning, hvor man allerede bliver vækket af de stimulerende latinrytmer. Herefter kommer forskellige træningsintervaller, hvor der indgår både langsomme rytmer, og intervaller i hurtigere tempo. Zumba er vanedannende, så det er svært at stoppe når man først er kommet igang. Og mens man er i gang til de svedende rytmer, så er det ikke svært at drømme sig væk til et solskinsfyldt latinamerikansk paradis.

Historien bag Zumba fitness

Zumba er opfundet af den columbianske fitness træner, Alberto Perez, som fandt løsningen på mange menneskers manglende lyst til motion. Og nu er rigtigt mange mennesker over hele verden blevet afhængige af hans nye fitness-dille. Alle kan være med til zumba; unge som gamle, og allerede efter et par ugers zumba træning vil man kunne se og mærke en forandring i kroppen.